Sjov træningsweekend med masser af fodbold!
Den 22 - 23 august var U12 på træningsweekend som opstart til efterårssæsonen. Det blev en succesfuld weekend i strålende sol.
Trænere og aktivitetsforældre havde sørget for de helt rigtige rammer og et flot program med masser af fodboldtræning, og hvor der selvfølgelig også var plads til sjov og ballade, en tur i svømmehallen, kammeratlig hygge, og en god film!
Vi startede lørdag med opstart, og derefter fire træningspas fordelt over hele lørdagen. Frokosten blev indtaget i caféen (tak til 3-Stjernet for sponsorering af pålæg - tak til Noahs mor Jannie!), hvor også aftensmaden blev nydt!
Lørdag sluttede af med hygge og en god film - klokken 22 var det godnat, for søndagen bød på kampe for både 1. og 2. holdet. Og oven på dagens træningspas følte alle sig nok en smule møre.
Søndag blev en stor succes. Efter morgenmaden drog 2. holdet til Gedved, hvor Gedved IF fik sig en dukkert. 5-3 til vores drenge! SÅDAN!! Samtidig tog 1. holdet imod Bramdrupdam i en træningskamp. De fik sig også en dukkert - vores drenge "nappede" dem 4-2. Begge hold er kommet flyvende fra sæsonstart - det tegner godt for resten af sæsonen.
Efter behørig oprydning og rengøring af café sluttede vi af ved frokosttid efter en dejlig weekend.
En stor tak til trænere, aktivitetsudvalg og frivillige forældre, som gav en hånd med undervejs!!
Vi glæder os til næste gang!